My life

NKOTBSB i lørdags var helt fantastisk! Wauw.




 

Jeg har taget et valg, som muligvis kommer til at påvirke min fremtid. Jeg har valgt kærestens venner fra. Efter 1½ år føler jeg mig stadig ignoreret og uvelkommen.
I lørdags var vi til navngivningsfest og i de 6 timer vi var der, følte jeg mig virkelig ignoreret og uvelkommen. Hver gang jeg sagde noget, blev det ignoreret og de gjorde heller ikke synderligt meget for at indrage mig i samtalerne. Det har jeg simpelthen ikke lyst til at blive ved med, så jeg har sagt til kæresten, at han selv kommer til at tage til fødselsdag på fredag. Jeg gider ikke med, når jeg føler, at de kun invitere mig med af høflighed. 

Det er ikke rart at have taget den beslutning, men samtidig er jeg også vildt lettet. Nu behøver jeg ikke kigge særlig meget på dem længere. Men det gjorde kæresten en smule ked af det og det forstår jeg også godt, men jeg har ikke lyst til at blive ved med at prøve.

Det kommer dog til at give nogen problemer, hvis vi nogensinde bliver gift og får børn. Der slipper jeg nok ikke for dem, og jeg ved virkelig ikke om jeg har lyst til at have dem med. Det er jo lige så meget min dag, som det er hans. Det kommer nok til at give en diskussion eller to.
Det må jeg tage til den tid. Indtilvidere har jeg meget blandede følelser omkring det valg, men i sidste ende handler det vel om, hvordan jeg har det, ikk?

Jeg har efterhånden nået grænsen for, hvad jeg vil finde mig i.
Jeg gider ikke beskyldes for noget, som ikke er sandt! I stedet for at spørge, så drager man sine egne konklusioner og det gider jeg simpelthen ikke være med til. Hvis du er i tvivl om noget, så spørg da.

Folk tror jeg har slettet dem på msn, men de overvejer slet ikke, at jeg måske står som offline. Det er også det letteste bare at tro, at man er blevet slettet.

Jeg har det svært for tiden, og det gør at jeg har svært ved at rumme andre, men jeg gør det. Og hvis jeg virkelig ikke kan rumme mere den dag, så siger jeg det i stedet for bare at skride.

Jeg er sur og skuffet over, at venskaber ikke går begge veje. Jeg har gjort så meget, men får ikke det samme igen.
Jeg er nok nået der til nu, hvor venskaberne skal ende. 

Det er altid rart, når folk tror, at de ved bedst. Og så kan det godt ske, at det er fordi, de vil mig det bedste, men det er stadig MIG, det handler om.
Nå, nevermind. Jeg træder så mange folk over træerne for tiden. :(

Jeg har taget en beslutning. Jeg magter ikke mere. Jeg magter ikke at være der for folk, som ikke er der for mig, når jeg har brug for det.
Jeg har altid været meget large - måske for large. Det er i hvert fald slut nu. Jeg vil hellere være alene end have mennesker i mit liv, som jeg ikke kan regne med.

Selvfølgelig har andre også problemer og det er også okay. Det er slet ikke det, men jeg gider ikke blive ved med at ligge ører til, når jeg ikke får lige så meget igen. Jeg skubber mit til side for at være der for andre, men de gør ikke det samme for mig. Eller jo, men ikke i samme omfang. Jeg er nok bare grådig, krævende og umulig at gøre tilpas. :/

Jeg er bare så træt af alting.

Så kort kan det siges.
Jeg har det svært og jeg ved ikke, hvor meget jeg er villig til at dele.
Der sker rigtig meget i mit hovedet og det tærre på mit humør og min krop. Jeg sover dårligt om natten, jeg har næsten ingen appetit, jeg har knap nok overskud til at stå ud af sengen.

Så kort sagt: Jeg er i live og ikke så meget andet end.

Havde dog en fantastisk weekend med søster og to veninder. Det var rart. :)